Søg
  • Hverdagsatleten

Cykelglæde - med en ny cykel :)

Opdateret: apr. 28

Yay - endelig! Efter rigtig mange år på en racercykel blev det endelig min tur til, at få en tri cykel.

Jeg er lykkelig helt nede i storetåen, fordi jeg altid har ønsket mig en tri-cykel. Den køre som en drøm og vi er blevet rigtig gode venner :)


Jeg har det med at give mine cykler navne - ja, fjollet det ved jeg! Men det giver en fin følelse, at sige: "Mig og (navn) køre lige en tur sammen" Men denne skønhed af en cykel, har endnu ikke fået et navn, men jeg ved at det er en "han" og indtil nu omtaler jeg "ham" som Hr. Argon ;) ha ha!


Jeg er sikker på, at Hr. Argon og jeg får et fint partner, - og makkerskab. Og når vi igen kan få lov at konkurrere, så er jeg sikker på, at vi vil nyde hinanden på de i alt 180 km man cykler, på en Ironman distance. Det er jo også sådan, at ens cykel, skal overnatte i skiftezonen en hel nat, før raceday. Det har jeg altid syntes har været, lidt angstprovokerende. Men der er selvfølgelig vagter, der hele natten passer godt på de mange cykler. Der står cykler for mange mange penge til sådan en race.


Min nye cykel er jo som ovenfor nævnt en tri-cykel og det betyder, at mit styr ikke er et almindeligt gedebukke styr. Jeg har bøjle på, som er den jeg ligger i, når jeg har de lange strækninger, hvor jeg bare skal træde watt. Det er genialt, at kunne ændre rygpositionen, ved at skifte grab indimellem. 180 km er længe, i den samme position og kan altså snildt gøre en, lidt stiv til løbeturen.


Bøjlen er altså en tilvænningssag, det kræver, at man er helt tryg ved sin cykel. Min cykel vejer ikke ret meget. Den er lavet af carbon og når man ligger i bøjlen er vinden ekstra mærkbar. Desuden er der ikke bremser på bøjlen, så kommer der noget uforudsigeligt og skal bremse, skal man først skifte greb. SÅ det kræver altså, at man er helt tryg ved cyklen før bøjlen kan nydes. Men Hr. Argon og jeg er helt trygge og jeg nyder bøjlen, når jeg lander et sted på mine træningsruter, hvor jeg kan ligge mig derned og mærke hvordan mine ben bare træder watt :)


Jeg har altid elsket at cykle. Og jeg har altid vidst, at jeg var god til at træde til og selv da jeg var lille, var min cykel altid i det tungeste gear. Jeg har undervist i Spinning i virkelig mange år og jeg har endda, lavet koncepterne til BikeFit timerne i Fitness World. Da jeg så i 2010 begyndte at dyrke tri, gav min cykelglæde for alvor mening :) Jeg har altid syntes at mine lår var liiiiige lidt for muskulære, især da jeg dansede ballet og ikke havde de tynde yndefulde stænger, som mange af de andre havde. Men da jeg stillede til start til Ironman 70.3 i Schweiz fik jeg øjnene op for, hvorfor jeg er blevet skabt med store lår :)

Cykelruten i Schweiz, har mange stigninger og dermed også nedkørsler. Og jeg fløj vitterligt op af stigningerne. Også stigninger, hvor mange måtte stå af og gå op - der kørte jeg siddende i sadlen. Til gengæld, så overhalede mange af dem, som gik op af stigningerne mig, på nedkørslerne. Nedad er jeg ikke så sej - jeg er faktisk lidt en kylling. Jeg holder konstant på bremserne og synes det er dissideret skræmmende, når det går alt for stærkt på de tynde dæk. Især i Schweiz, hvor der er meget langt ned, på begge sider af den vej, man køre på. Og der er altså ikke sat afspærring op. Så jeg vinder desværre ikke meget tid på at køre op, da jeg ikke udnytter den høje fart nedad til fulde.


Jeg glæder mig helt vildt til, at jeg igen kan konkurrere og vise hvad jeg er lavet af, hvor stærk jeg er mentalt, når race-hornet har lydt og til at vise den form, som jeg har opbygget og holdt ved lige i hele ned lukningen.....


Jeg håber på, at Challenge Herning bliver til noget. Den er blevet udskudt fra Juni til september og jeg krydser alt, hvad jeg har, som kan krydses for, at det stævne kan afholdes 11. september 2021. Distancen er en halv Ironman. Altså: 1,9 km svømning i Sø. 90 km cykling. 21,12 km løb.





17 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle